Børnene stiller skoene foran Christiansborg i tavs protest mod besparelser

Børnene stiller skoene foran Christiansborg i tavs protest mod besparelser

Ingen lejrture og udflugter ud af huset, færre lærere og pædagoger om børnene i hverdagen og højere priser på SFO og klubtilbud. Det er bare nogle af de konsekvenser, som de stramme budgetter og hårde besparelser ude i kommunerne får. Besparelser, der ikke er for børn, i en tid hvor flere mistrives. Derfor stiller børnene skoene i en tavs protest foran Christiansborg den 5. oktober fra 8-13.

Forældrenes Landsorganisation og Skole og Forældre har ofte kontakt med forældre, som allerede mærker besparelser fra tidligere år. Og som nu får endnu flere besparelser at føle, hvis der ikke handles fra politikerne på Christiansborg.  

”Det er ofte de forebyggende indsatser og de voksne, der skal støtte børn og forældre, der bliver sparet væk. Det er læseindsatser til børn med ordblindhed og trygge specialtilbud med dygtige voksne, der står for skud. Hvor høje skal tallene på ufrivilligt skolefravær blive, før vi ser handling? Det er jo børnenes måde at sige fra på, over for de rammer, politikerne har ansvaret for. Pengene passer ikke til behovet,” siger formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg.  

Og formand for Forældrenes Landsorganisation Signe Nielsen ser også udfordringerne hobe sig op: 

”Vi hører fra forældrene, at pædagoger bliver fyret og erstattet med ufaglærte, der er der i kort tid. Det betyder børn, der har mødt op til hele 25 voksne på et år. Klubber lukker landet over, begrænser åbningstider og hæver forældrebetalingen. Det sætter børn uden for fællesskaberne og øger mistrivslen, der i forvejen er alt for høj blandt børn og unge. Det er en helt forkert vej at gå.” 

Invester i børnene og undgå en større økonomisk og menneskelig regning 

Forældrenes Landsorganisation og Skole og Forældre er enige om, at børnenes institutioner og skoler skal have et større råderum i kommunerne, så der kan skabes reelle forandringer for børnenes hverdag. Det er politikerne på Christiansborg, der kan sørge for, at det sker. Og det skal ske, for uden handling vil regningen kun blive større både økonomisk og menneskeligt. Derfor lyder den klare opfordring den 5. oktober: Stop besparelser og invester i børnene, for skoene klemmer.  

Forældre er blevet opfordret til at komme ind på Christiansborg med børnenes sko, og på flere skoler samles der i disse dage sko ind fra de børn og forældre, der ikke har mulighed for selv at møde op og stille sko på selve dagen.  

Læs mere om eventet her https://fb.me/e/NvyXnHKD

Udgivet den

2. oktober 2023

af

mas

Læs også

23.11.24
Skole og Forældre har fået ny formand
De delegerede på Skole og Forældres landsmøde har valgt næstformand Regitze Spenner Ishøy som ny formand. Den nye formand fik 101 stemmer mod 37 til...
11.11.24
Kampvalg til formandsposten i Skole og Forældre
Skole og Forældre skal have ny formand, da Rasmus Edelberg ikke genopstiller. To velkendte ansigter har meldt ud, at de vil gå efter posten. Derfor...