Mange børn med særlige behov har slået sig gevaldigt på de utilstrækkelige inklusionsindsatser og har kæmpet med en høj grad af mistrivsel. Nogle børn har udviklet tillægsdiagnoser som angst, depression og selvskade og har lange perioder med ufrivilligt skolefravær.

Alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Når de begynder i skole, lægger vi det dyrebareste, vi har, i hænderne på skolen i troen på, at børnene her skal lære, trives og udvikle sig. Hvis vi oplever, at vores barn ikke gør det, og vi ikke længere har tillid til, at skolen kan ændre det, vil vi som forældre kæmpe for at få det til at ske og for et skoletilbud, der passer til vores barns udfordringer og behov.

Blandt forældre til børn, der går i et specialundervisningstilbud, svarer 84 procent, at de ’slet ikke’ eller ’i mindre grad’ har tillid til, at der kan være flere børn med særlige behov i den almene skole. Så også her det vigtigt at være nysgerrig.

Erfaringerne har vist, at inklusion ikke kan klares med et snuptag. Vi mener derfor, at kommunerne skal tænke sig rigtig godt om, inden de sætter gang i en inklusionsreform 2.0. Vi skal lære af de tidligere erfaringer. Ellers frygter vi, at det vil føre til et stigende pres mod specialskolerne og også føre til, at flere forældre vil søge mod privat- og friskolerne.

Hvis flere børn skal kunne gå i den almene skole, hvilket er en ambition, vi deler, bliver vi nødt til at gøre det gradvis og så skal følgende fem parametre være på plads:

1. Relationen: Det er vigtigt for både børn og forældre, at der er en fast, kontinuerlig og kendt voksen, som man kan henvende sig til.

2. Ressourcer: Der skal både være voksne og tid nok til opgaven. Voksne med specialpædagogiske kompetencer. Der er også brug for færre børn i klasserne.

3. Plads til forskellighed: Det har stor betydning, at skolen har et mindset om, at der er plads til mangfoldighed. Ingen børn skal udskammes, fordi barnet er udadreagerende i en periode, er ordblind eller har svært ved at komme i skole.

4. Udvidet skole-hjem-samarbejde, når der er problemer: Der skal være plads til kvalitet i det udvidede skole-hjem-samarbejde, når et barn har det svært. Som forældre kan vi bidrage med vores viden om barnet udfordringer og behov. En god dialog mellem skole og hjem er vigtig for inklusionsindsatsen.

5. Systematik og dokumentation: Det er vigtigt, at der er en systematisk evaluerings- og dokumentationskultur på skolen, hvor de indsatser, man laver, bliver skrevet ned og evalueret.

Samtidig skal vi huske, at som skolen ser ud i dag, vil der være en gruppe børn, der ikke vil kunne profitere af at gå i den almene skole. De vil fortsat have brug for et specialtilbud af høj kvalitet og politisk fokus herpå. 

Vi oplever, at specialskolerne ofte italesættes som årsag til den trange økonomi på folkeskoleområdet. Det er ikke fair. For det er ikke specialskolernes ansvar at skabe grundlaget for en inkluderende almen skole. Det er et politisk ansvar.

Vi mener, at frem for at sætte mål for, hvor mange elever der skal inkluderes i den almindelige skole, skal vi hellere fokusere på at sikre, at alle elever trives, lærer og udvikler sig. Uanset om de går på specialskole eller i almindelig skole.

Så lad os arbejde sammen for en folkeskole, hvor flere børn får de bedste forudsætninger for en god skolegang og ikke mindst huske børnenes og forældrenes ønsker, så der skabes tillid. For uden den lykkes vi aldrig.