Forskning støtter Skole og Forældres ønske om selvstændige skoler
Socialforskningsinstituttet har netop offentliggjort en rapport om skoleledelsens indflydelse på elevernes læring og elevernes og lærernes trivsel.
Rapporten viser blandt andet, at skoler med en stor grad af selvstændighed til at tilrettelægge undervisningen både har høj faglighed og god trivsel.
- Resultaterne fra SFI ligger helt i tråd med Skole og Forældres ønske om mere selvstændighed til den enkelte folkeskole og skolebestyrelse, siger Skole og Forældres formand, Benedikte Ask Skotte.
Skole og Forældre har blandt andet foreslået den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini, at folkeskolerne skal have mere selvstændighed.
Rapporten fra SFI viser også, at skolebestyrelserne er aktive på de skoler, hvor resultaterne halter.
- Rapporten dokumenterer efter min mening, at skolebestyrelserne tager deres ansvar alvorligt og går i aktion, når de gode resultater på en skole udebliver. Det viser, at forældrene er engagerede og går op i at give deres børn en god skolegang, siger Benedikte Ask Skotte.
SFI’s rapport med titlen ”Ledelse, læring og trivsel i folkeskolerne” bekræfter helt overordnet, at et fokus på faglighed virker.
”Elever lærer mere på folkeskoler, hvor skoleledelsen har fokus på faglighed og frihed til at tilrettelægge undervisningen”, er den overordnede konklusion.
Ifølge Skole og Forældre er det især er lærernes faglige kompetencer, klasserumsledelse og relationskompetencer, som skolelederne skal fokusere på fremover.
Yderligere kommentarer: Benedikte Ask Skotte, mobil 22 57 49 88