Endelig tilbage i skole

  • Rasmus_formand

Endelig tilbage i skole

Nu venter et stort arbejde med at få klassefællesskaberne i gang igen.

Af Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre

Endelig! Det er med stor lettelse, at vi kan konstatere, at forudsætningerne nu er på plads til, at vi kan sende alle børn i tilbage i skolen - på et grundlag, der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Tak til jer, overalt i hele landet, som gjorde det muligt ved at passe på jer selv og alle andre i denne corona-tid.

Vi skal have i baghovedet nogle måneder endnu, at vi stadig skal passe på, at epidemien ikke får fat igen, men det er meget, meget glædeligt, at vi nu nærmer os et mere normalt samfund.

Der venter et stort arbejde med at genetablere klassefællesskaberne og få alle børn godt tilbage i skolens dagligdag. Mange elever føler, de mere eller mindre har mistet kontakten til det klassefællesskab, som de var en del af inden corona, og tænk sig, at de børnehaveklasser, der begyndte sidste sommer, aldrig har oplevet andet en coronaskolen.

Det er godt, at der frem til sommerferien er mulighed for, at skolerne lokalt kan tilrettelægge undervisningen, så den tager bedst muligt hånd om hvert enkelt barn - også dem, der måske synes, at det kan være svært at komme tilbage.

Et andet fokuspunkt i forhold til genåbningen er de børn med særlige behov, der har fået udsat behandlingen af deres sager i blandt andet PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) på grund af corona. Her vil jeg meget opfordre kommuner og skoler til, hurtigt, at få de sager gjort færdig.

Vi skal også styrke normaliseringen af mulighederne i børnenes fritidsliv og rammerne for SFOen, så de igen kan tilbyde god kvalitet i pædagogiske rammer.

Jeg tror, at skolens lærere og pædagoger glæder sig til, at de – hvis smittetallene arter sig – ikke skal lave undervisningen grundlæggende om hver anden uge, sådan som det har været tilfældet de sidste måneder og år.

Det er vigtigt at huske, at selvom skolerne gerne må åbne helt igen fra på torsdag, så er det ikke alle skoler, der er klar til det lige fra på torsdag. Derfor skal du som forælder tjekke AULA for at finde ud af, hvornår netop din skole åbner igen.

De sidste 14 måneder har vi alle i hele Danmark især passet på dem, der risikerede at blive meget syge eller dø af corona. Jeg synes vi skal sige et kæmpe tak til alle de børn, der har passet på deres mormor, onkel og farfar. Jeg ved, at det har kostet ensomhed og tårer hos nogle af de mange børn, der har været helt eller delvist isoleret på grund af corona.

Derfor synes jeg, at det nu er børnenes tur. Vi skal have alle børn op af coronaens hængedynd. Alle børn. Det er opgaven de næste måneder.

Senest opdateret den

4. maj 2021

af

sp

Læs også

Rasmus_formand
22.09.21
Fast tilbud i alle kommuner til børn med mistrivsel
Problemer med unge, der føler sig ensomme, udvikler angst eller skolevægring, gør det nødvendigt med et fast evidensbaseret kommunalt tilbud, der kan...
Rasmus_formand
01.07.21
Årsager til skolefravær skal ofte findes i skolen
Problemer med elevers fravær løses ikke ved kun at kigge på familierne.