Højtlæsning svarer til et halvt års ekstra skolegang

Højtlæsning svarer til et halvt års ekstra skolegang

En ny OECD-rapport viser, at børn i Danmark får foræret næsten et halvt års skolegang, hvis forældrene læser højt for dem.

15-årige børn i Danmark scorer knap 20 point højere i PISA’s læsetest, hvis deres forældre har læst højt for dem, da de var små.
Det viser en ny rapport fra OECD, hvor PISA-resultaterne fra 2009 er sammenholdt med et spørgeskema til forældrene til de deltagende børn.
De knap 20 point svarer til næsten et halvt års ekstra skolegang.

- OECD’s resultater demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvor meget forældrene kan gøre for at støtte børnenes skolegang, siger landsformand i Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte.

OECD’s undersøgelse “Let’s Read Them a Story! The Parent Factor in Education” viser, at den samme tendens gør sig gældende for de forældre, der snakker om samfundsforhold med deres teenagere. Her får danske 15-årige med diskuterende forældre et halvt års ekstra skolegang forærende.

- Undersøgelsen viser også, at hver fjerde danske forælder ikke snakker om samfundsforhold med deres børn. De forældre har en mulighed for at give deres børn en bedre skolegang. Den mulighed vil jeg gerne opfordre dem til at bruge, siger Benedikte Ask Skotte.

Skole og Forældre har i mange år kørt en kampagne om 15 minutters læsning om dagen, hvor indskolingsforældre opfordres til at læse for eller med deres børn.
Skole og Forældres folder fra kampagnen kan læses gratis her. 

- Jeg tror vi kan hente meget faglighed hos eleverne, hvis forældrene blev bevidste om, hvor stor betydning de har for børnenes skolegang.  Skolerne skal involvere forældrene aktivt i børnenes læring, som dem, der perspektiverer læringen fra skolen. Men forældrene skal have hjælp til at finde den rolle af de professionelle på skolerne, siger Benedikte Ask Skotte.

Se hele OECD’s rapport

Udgivet den

22. maj 2012

af

fzb

Læs også

12.11.15
Stor utilfredshed med lange skoledage
Ny undersøgelse af forældres tilfredshed med børnenes skolegang og folkeskolereformen viser, at over halvdelen af forældrene nu er utilfredse med...
29.08.17
Selvejende folkeskoler skal bremse skolenedlæggelser
Skole og Forældre foreslår nyt forsøg med selvejende folkeskoler for at bremse bølgen af skolelukninger og manglen på forældreindflydelse.